Pushkar, Indien,
jan -96
En sandet ørkensti løber rundt om bjerget og forbi et lille thehus.
Der sidder han under træet som en levende skygge uden ord, ShivGiri. Jeg
har ventet i over en uge med at få en chance til at tegne ham. Så
flygtig er han, selvom jeg indrammer hans ansigt med store klumper af hår,
for hans øjne flakker, flakker på vandring over bjerget eller som
en smuk fugl der flyver over hans ildsted.
Rystet opdager jeg, at jeg har rørt ved hans ansigt i et forsøg
på at forændre nogle liner ved hans øje, istedet for tegningen.
Men han bemærker knapt hvad det er sket, da det er som om vi er et.
Næste dag er han borte, og der går dage inden jeg finder ham igen.
Han fik ingen mad og mælk ved thehuset og du findes der et tomrum ved
ørkenstien under træet hvor han sad.
Men han ved, hvor jeg er, selvom han ikke ser mig og hans ansigt har sat sig
fast i min erindring som et levende portræt.